Anmeldt af Ib Ahnfeldt
Kari Hotakainen: Åndehul
Oversat af Birgita Bonde Hansen
Gyldendal 2018
1192 sider
Pris 250 kr.
I 2004 vandt Hotakainen Nordisk råds litteraturpris. Han har siden udgivet flere romaner, hvor personerne har været pæne mennesker, der ikke kan mere. I åndehul er det også sådan. Scenen er sat i den lokale kirke. Den stressede præst lægger niveauet ved at strippe nogle bryllupsgæster og låse dem inde, da de mobber hans tro. Kirketjeneren lukker kisterne op og røver de kostbare stoffer, som ligene er iklædt. Stofferne giver han til sin kone, som syr eksklusive konfirmations- og bryllupskjoler af dem. Der er et kirkekor, og det er vigtigt. Flere af deltagerne kan ikke synge, men det gør ikke noget, der er jo trods alt nogen der kan lægge melodien. To af deltagerne i kirkekoret er en kvindelig kriminalkommissær og en damefrisør. Damefrisørens liv er et helvede. Hendes mand er bundet til en rullestol, og han snakker i et væk om verdenshistoriens problemer, så konen kun kan sige ja og nej og nå. Nu gør kirketjeneren det dumme, at han fortæller damefrisøren om sit ligrøveri, og hun kvitterer ved at true med at afsløre ham, med mindre han vil tage livet af hendes mand. Kirketjeneren vil betro sig til kriminaldamen, som ser meget konstruktivt på mange ting: Et svagt menneske gør det færdigt, som det stærke menneske lader ugjort. Det er en god bog. Knapt skrevet med korte kapitler, og jeg kan ikke lade være med at smile indimellem. Der er intet overflødigt og intet, der mangler. Kom igen Kari, jeg skal nok læse dig.